Idrætskoryfæer finder ny ”legeplads”

Hen over vinteren er den sjællandske MTBO-Vinterserie blevet beriget af ”konkurrencer i konkurrencen”.

Navnene på start- og resultatlister er udvidet med bl.a. Peter Sandvang, Ulrich Ghisler, Stephan Ghisler og Niels Kristian Terkilsen. Alle sportsinteresserede danskere kan nikke genkendende til disse navne fra avisoverskrifter gennem årene.

IMG_1215

Peter Sandvang her næsten klar til onsdags træning i den forårsgrønne Lystrup skov d. 19/4

Selvom tricyklen, våddragten, de smalle konkurrenceski og carbonstavene er gemt lidt ind i skabet, fornægter konkurrencelyst og -iver sig ikke.

De nu lidt ældre top-elite-atleter fra triathlon- og skisporten kan stadig lugte ”savsmuld” og elsker fortsat at konkurrere – meget gerne indbyrdes.

Nu har de har også fundet en ny passion.

De nævnte atleter har alle dyrket udholdenhedsidræt på et virkeligt topniveau og har stadig grundformen i orden og kan træde en proper pedal. Udstyret er fortsat det bedste, en god MTB og en stabil kortholder fra PilotOne. Nu er de klar til at pleje ”konkurrence-genet” i en ny ”ung” idrætsgren – MTBO (MounTainBikeOrientering).

Den nye dimension ved deltagelsen i MTBO konkurrencerne er, at det ikke alene er nok at kunne skyde en høj hastighed på MTB’en. Der skal også lige findes et godt vejvalg og nogle kontrolposter undervejs.  En spændende udfordring, synes de nye MTBO-orienterere. Orienteringselementet giver således nye udfordringer og skaber uventede forskydninger i placeringerne på resultatlisterne.

Og én ting er konkurrencen med de måske lidt mere erfarne MTBO’ere, men det rigtig sjove, indtil videre er den ”interne” konkurrence mellem de ”gamle” venner. Væddemål bliver givet og taget og de godmodige drillerier efter målgang glemmer de ikke.

Mod på mere har de også, og som sædvanlig, går de all-in. Derfor er næste skridt for flere af disse dedikerede idrætsudøvere deltagelse i den kommende MTBO Camp 2017 i plantagerne og skovene langs Jammerbugten, der afholdes her sidst i april.

Her vil de nye MTBO’ere konkurrere indbyrdes og selvfølgelig mod øvrige deltagere i Camp’en, der er en tilbagevendende sæsonstart MTBO-ryttere fra hele Europa. Over 225 deltagere – mænd og kvinder – er tilmeldt i forskellige aldersklasser og konkurrencerne starter onsdag den 26. april kl. 21:00 med et natløb i Fjerritslev by.