Thomas Steinthal skriver:
Som lovet har jeg kørt lidt med Silvas Trail Speed 4XT – og det er med overraskende gode erfaringer:
Lampen virkede lille, men fitter ganske pænt ovenpå en hjelm med et tilhørende stykke plastic hertil. Du stripper den blot fast og den sidder der. Du behøver heller ikke være bange for, at lampen peger for langt ned eller op for selve lampen har lodret bevægelsesfrihed i hele 90 graders rotation (som ellers kan være en hæmsko på nogle lamper, når de strippes fast og man skal sidde med bagoverbøjet nakke for at kunne lyse vejen op)
Lysstyrken er ganske pæn, med tre indstillinger af hhv. 1200, 600 og 80 lumen. Jeg har personligt benyttet lampen til mine pendlerture til København udenfor dagslys. I skumring eller belyst område, kan den svage indstilling fint benyttes. Når Ravnsholt, Kongevejen eller lignende steder skal benyttes efter skumring foretrækker jeg dog den kraftigste indstilling.
Her har jeg dog oplevet, at lampen kun holder i omtrent 2 timer, hvilket kun lige er nok til mine pendlerture, men lampen er konstrueret så smart, at den går ned i lysstyrke automatisk, hvis den er ved at løbe tør for strøm. Således kan du altid komme hjem med lidt lys. Ifølge Silva burde lampen kunne holde 5 timer i 20 graders varme, men i kulde er min erfaring omkring 2 på kraftigste indstilling.
Den mellemste indstilling er også værd at nævne, hvis det er måneklart eller at der på anden måde ikke skal køres under trækroner og her er batterilevetiden langt over 2 timer om vinteren (5 ifølge Silva). Der skiftes let mellem indstillingerne ved blot et tryk på lampen.
Opladningen af batteriet går forholdsvis hurtigt, med en smart lille måler i bunden af batteriet, så du kan se hvor meget strøm, der er på, og batteriet kan afkobles lygten ved to steder, så du kan lade lampen sidde på hjelmen. Koblingerne lader til at være vandtætte i moderat regn, hvor jeg ingen problemer har oplevet.
Alt i alt sidder lampen godt, men det kan til tider være irriterende med et batteri af en pæn størrelse i baglommen – men et onde der lader til at være uundgåeligt med gode lamper. (Vi, ABEL-NIELSEN, har taget nogle TRIMTEX-batteriveste i lycra hjem, og de rummer netop batteriet, hvis man ønsker at bære det mellem skulderbladene)
Fordele ved Silva Trail Speed 4XT:
– Kraftig lyskegle der på kraftigste indstilling er rigeligt til selv mørke skovveje og spor
– 90 graders lodret bevægelsesfrihed, så du altid kan justere retningen for lyskeglen
– Let lampe, der synes vandtæt
– Batteri viser altid, hvor meget strøm der er tilbage
– Lampen blænder automatisk et niveau ned, når den er lav på strøm
Mindre ulemper ved Silva Trail Speed 4XT:
– Forholdsvis stort batteri, der giver løse ledninger ned til baglommen eller sidelommen i rygsækken
– Lavere batteritid om vinteren (ca. 2 timer på kraftigste blus, men ca 5 på mellemste)
Vurdering: Lampen er den bedste, jeg hidtil har benyttet, når den er i funktion, men jeg har ærgret mig lidt over batteritiden på kraftigste blus, når jeg har benyttet den til landevejstræninger over 3 timer på mørke, regnfulde aftener. Til de forholdsvis korte MTBO-løb og -træninger er lampen dog klart anbefalelsesværdig!