Cæcilie flyvende i Rude Skov

Foto: Casper Wilkens

Cæcilie her flyvende i Rude Skov i solskin, og Cæcilie var også flyvende ved WORLD CUP 1, 2016  i Alsace, læs med herunder

CÆCILIE – WORLD CUP 1, 2016 – MISSION ACCOMPLISHED – MEN DET STOPPER IKKE HER !!!

Første runde af årets MTBO World Cup afholdtes i pinsen i Alsace i Frankrig.

Det blev til SUPERFLOTTE resultater af Cæcilie Christoffersen i alle 3 konkurrencer.

DOF’s venner har fået et STORT SYNLIGT BEVIS FOR, AT DE HAVDE SET RIGTIGT MED DERES LEGAT TIL CÆCILIE. Se nyhedsarkiv fra 8/5, her på siden.

Før sæsonstart havde Cæcilie turde melde ud, at et af hendes mål for sæsonen 2016 var en top 15 placering i en World Cup Afdeling.

Med Cæcilies gode præsentationer ved World Ranking Event i Åhus sidst i april kunne målsætningerne måske indfries allerede ved 1. WC-afdeling.

Og det blev de – endda med tyk, tyk streg under.

Lang distance – pinselørdag:

Banefakta: 19,1 km, 590 højdemeter, 13 postkontroller, meget våd og mudret skov, og under konkurrencen regnvejr med tordenbyger. Bestemt udfordrende konkurrencevilkår.

Verdenseliten til start, inkl. verdensmesteren Martina Tischovská, CZ, Emily Benham, GB og Gaelle Barlet, FR, Ingrid Stengard, S m.fl.

Cæcilie kørte flot og sikrede sig en 7. plads lige akkurat 4 sekunder foran den regerende verdensmester Martina Tischovská. 8 minutter efter vinder Emily Benham, men kun sølle 3 min. fra en top 5 placering.

Dermed var et af årets mål nået – altså MISSION ACCOMPLISHED.

Men Cæcilie virkede ikke, som hun var tilfreds med det !!!

Pinsesøndag bød programmet på – mellemdistance:

Banefakta: 11,3 km, 310 højdemeter, 23 postkontroller, ingen skov, men til gengæld vinmarkerne ”BOLLENBERG” langs vinruten i Alsace. Ingen skal tro, at man på MTB imellem vinrækkerne har gode oversigtsforhold. Tværtimod. Og der var mange muligheder for forkerte vejvalg mellem vinrækkerne. Vejret var til gengæld bedre end om lørdagen, om end stadig blæsende og køligt.

Disse udfordringer passede dog også til Cæcilie, der igen blandt den samlede verdenselite satte mange på plads. En superflot 8. plads, nu kun 4½ min. efter franske Gaelle Barlet og kun 1½ min fra en top 5. Superlot kørt igen.

Var Cæcilie ”mæt og tilfreds” efter 2 superløb, nej, for

Pinsemandag – skulle Cæcilie køre 1. tur for det danske mix stafet hold:

Banefakta: 11,8km, 350 højdemeter, 26 postkontroller , samlet start, flere ”gaflinger” på banen, som tvinger rytterne til at køre deres eget løb, fordi rytterne ved siden af, måske ikke har samme postkontrol. Mere sædvanlig bynær skov med utrolig mange veje, stier og singletracks. Vejret stadig køligt dog uden den regn, der i dage forinden havde gjort stierne m.v. smattede og glatte.

Cæcilie havde igen en super gennemføring, og skiftede efter 1. turen på en 4. plads blandt de øvrige kvindelige 1. turs ryttere. Det var 4 min. efter Benham og Barlet, men 1 sek. efter nr. 3, og foran ryttere fra Finland, Tjekkiet, Sverige og Østrig. Holdet endte dog på en samlet 20. plads efter 3 ryttere.

Konklusionen for Cæcilie må være, at WC 1 er gennemført MEGET TILFREDSSTILLENDE. Allerbedste positive bekræftelse på at de mange hårde træningstimer har båret frugt. STORT TILLYKKE fra MTBO Danmark.

 

For os – Cæcilie’s fans – VI GLÆDER OS rigtig meget til fortsættelsen………..

 

Der var også flotte resultater af RASMUS SØGAARD, som eneste dansker på herresiden, med en 13. plads på den lange og en 10. plads på mellemdistancen. Lidt usikker på om det er Rasmus’ første top 10 i en WC, men flot under alle omstændigheder. Konkurrencen er knivskarp på det niveau.

Vore øvrige danske deltagere evigunge NINA HOFMANN placerede sig med en 18. og 14. plads på hhv lang og mellemdistancerne. Debutanten i seniorsammenhæng CAROLINE RYGE CARLSEN med en 28. og en 33. plads.