Mikkel lovede mig at teste denne lille og ultralette lampe fra SILVA.
Det har Mikkel nu gjort gennem december, og vi kan nu bringe Mikkels “anmeldelse” og erfaringer fra kørsel med lampen – urevideret af os.
Første indskydelse var ren overraskelse; jeg troede ikke at en så lille pandelampe kunne lyse kraftigt nok.
Men den er god nok. Den vejer utrolig lidt; så lidt, at man ikke kan mærke at den sidder på hjelmen.
Den lyser også kraftigt nok til mig; men jeg kunne forestille mig, at hvis man er lidt ældre og har dårligere øjne kan det blive nødvendigt at have en kraftigere med på styret. Dog ville jeg klart køre med denne på hjelmen, da det ændrer oplevelsen af at køre i mørket gevaldigt (i positiv retning) at man ikke kan mærke at man har lampen på hovedet. Man slipper for at stramme hjelmen unødvendigt meget og alt andet skidt der kommer med tungere lamper.
Den har desuden ganske fin batteritid; har ikke testet hvor længe den holder på fuld styrke, men til mit formål kan den sagtens holde til minimum to timer hvis man skruer ned når det ikke er nødvendigt at have den på fuld styrke.
Batteriet er også overraskende lille, og det er nemt at have med i baglommen, hvis man ikke vil køre med en sele. Dog kan kablet være en smule kort; det er snoet, så det kan strække sig, men sommetider skal man hive lidt i kablet for at kunne dreje hovedet helt frit.
Så alt i alt en god lampe; det er fantastisk at den vejer så lidt. Dog måske lidt for svag lysstyrke til folk der har dårligere øjne; men hvis man alligevel kører med to lamper kan man sagtens bytte den, man plejer at have på hjelmen, ud med Silvas.
Men lysstyrken er tilstrækkelig til at køre på mountainbikespor, såfremt man har gode øjne – men den er ikke ligeså kraftig som andre lamper.