“A3-board” mål 41×30 cm med et A3 kort fra Rude Skov på pladen
Dette foto retfærdiggør slet ikke størrelsen af dette kæmpe board, men vi følger op supplerer med outdoor fotos neden for.
Autopilot’s produktudvikler hviler ikke på laurbærerne i Prag.
Mange kunder har gentagne gange udtrykt ønske om muligheden for at kunne købe et større board end vort standardboard “30”, der måler 30,2 x 30,2 cm, og fås i såvel standardversionen og en endnu stivere FullCarbonBoard (FCB) version.
Producenten Radovan Mach har indtil nu udtrykt en vis skepsis over for merudbyttet ved at køre med et større board end vort standardboard, men Radovan har nu besluttet at producere 2 endnu større boards nemlig “35-board”, der måler 35 x 30,5 cm og et “A3-board”, der måler 41 x 30 cm. Materialet er, det kendte hvide materiale, som PilotOne’s standardboard produceres i.
Det største board “A3-boardet” er stort, rigtigt stort, når man står med det i hånden. Det er nærmest, som at stå med en halv garageport i hænderne.
Men det kommer nu på cykel-styrene her i Nordsjælland i de næste uger.
Vi har taget 4 boards i de 2 størrelser hjem, så vi kan teste og kvalificeret rådgive omkring disse board størrelser. De er ankommet til Holte i dag.
Thomas Steinthal, Mikkel Brunstedt Nørgaard og Cæcilie Christoffersen har givet tilsagn om at teste de nye boards, og de teknisk dygtige ryttere vil kunne rapportere, hvordan de oplever de store boards. Derudover vil jeg selv teste et sæt boards, så vi vil kunne fortælle, hvordan boardet føles ved kørsel i mere adstadigt tempo, på en MTB kørt af en ældre herre ;-).
Gi’ os en 3 til 4 uger til prøvekørsler, så melder vi ud om erfaringerne i dette forum.
Sidste nyt er, at Thomas Steinthal desværre i søndags den 21. okt. under landsholdssamlingen i Åhus brækkede kravebenet, så vi må vente med MTBO-juniorverdensmesterens erfaringer fra skoven til begyndelsen af 2019, da Thomas ikke forventes i skoven på MTB mere i 2018. Vi håber på fuldgod erstatning for Thomas i hans restitutionsperiode, idet Nikoline Splitdorff, Thomas kæreste, overtager boardet, mens Thomas ligger på sofaen og hepper!!!